3-Stjernet

Aage Jensen etablerede sin salamifabrik i 1950, men det var først i 1972, at 3-Stjernet så dagens lys.
 

SalgsvognAage Jensen var udlært slagter og nærede stor interesse for produktionen af salami. I et lille lokale eksperimenterede han med sin passion, og han kørte selv rundt i en varevogn og solgte sine pølser.

Efter at have koncentreret sig om udvikling og produktion de første godt 20 år skulle produkterne i starten af 70’erne nu også have et navn. Det endte med det velkendte varemærke 3-Stjernet. Navnet blev besluttet over en god middag mellem Aage Jensen og svigersønnen Steen Kramer og var i øvrigt stærkt inspireret af navnet på den gode flaske cognac, der var kommet på bordet under middagen.
 

Aage Jensen

Op gennem årtiet lancerede 3-Stjernet en stribe annoncekampagner om ”Den lille forskel”.

Kampagnerne var med til at cementere pølsens popularitet og det  nye navn. Og i 1978 revolutionerede 3-Stjernet så markedet ved at lancere det skiveskårne pålæg og præsentere det i en såkaldt bordpakke-version. Det var både nytænkende og definerende for tiden, der fulgte.
 


Bil gammelSvigersønnen var en vigtig del af virksomheden. Ud over at stå for 3-Stjernets eksport, var han grunden til, at 3-Stjernet i 80’erne blev kendt for flyet med banneret herhjemme. Steen Kramer havde flycertifikat, og han brugte meget af sin fritid på at flyve Danmark tynd og reklamere for 3-Stjernet langs de danske kyster.


I 90’erne udbyggede 3-Stjernet sit sortiment til at bestå af en lang række klassikere, der stadig er aktuelle. Sortimentet spænder i dag over de fleste pålægstyper, der findes på de danske frokostborde – blandt andet spegepølse, hamburgerryg og rullepølse. Den originale rød/hvide salami bliver stadig produceret efter Aage Jensens grundrecept og produktionsmetode.


 

Se mere til 3-Stjernet

 

70 år med salami 

 

1950: Aage Jensen Salamifabrik bliver grundlagt

1965: Svigersønnen, Steen Kramer, bliver ansat, og virksomheden begynder at eksportere – i starten primært til England og Frankrig

1967: Aage Jensen overtager Horsens Offentlige Slagtehus og ombygger det til salamiproduktion

1972: 3-Stjernet A/S bliver registreret som varemærke

1978: 3-Stjernet A/S revolutionerer charcuteri-branchen med lanceringen af skiveskåret salami i bordpak

1981: Sortimentet af skiveskåret pålæg udvides med en kødpølse, helt uden brug af farve. Den bliver hurtigt danskernes favorit

1988: I takt med øget salg bliver første etape af en ny fabrik i Hansted taget i brug

1994: Salgsvognene bliver nedlagt, og der leveres nu til kundernes centrallagre

2000: 3-Stjernet A/S sælges og bliver en del af den svenskejede koncern AB Sardus med hovedsæde i Helsingborg

2006: I februar står ca. 11.000m² ekstra produktionsfaciliteter klar til brug

2007: 3-Stjernet A/S bliver en del af den finske fødevarekoncern Atria Scandinavia

2015: 3-Stjernet A/S ændrer navn til Atria Danmark, da virksomheden køber Aalbæk Specialiteter

2020: 70-års jubilæum og førende producent af bl.a. salami og spegepølser

 

3-stjernet_4farvet_gradient_medpayoff_PNG